"Grylle"
Familiens sommerhus på Bjergvej 10 i Blåvand
Når vor yngste søn, Jesper var i bad som 1-årig inden han kunne snakke, var han optaget af den lyd, som blev frembragt, når vandet fra vandhanen ramte vandoverfladen i badekarret.
Som andre børn prøvede han at sige denne lyd.
Han lavede et lydefterlignende ord, et såkaldt onomatopoietikon.
Når han skulle i bad, behøvede vi kun at sige grylle, så var han klar over, hvad han skulle og glad sprang han i baljen. Når vi kørte gennem landskabet, råbte han grylle, så snart han så en å eller en bæk, ja blot han så et rækværk langs vejen, råbte han grylle, Han havde jo opdaget, at neden for rækværket kunne løbe noget vand. Sommetider tog han fejl. Rækværket kunne jo lige så godt fortælle, at der var anlagt en cykelsti eller kreaturtunnel under vejen – og så grinede hans store søskende.
Når vi tog til havet med vore børn var det naturligt at kalde det lune vand, der blev tilbage mellem revlerne ved lavvande for Grylle.
Han var vel 2 år, da vi besøgte Karens søster Bodil i Vordingborg og tog hjem over Langelandsbælt fra Tårs til Spodsbjerg. Alt det vand, vi her havde omkring os, var mere,end han kunne stå for. Han ville ud i det. Vi måtte med tvang holde den skrigende dreng inden borde – til stor fortrydelse for et par ældre os ukendt pæne damer, der tydeligvis var enige om, at vi var nogle dårlige forældre.
I 1962 talte Karen og jeg meget, om vi skulle investere i et sommerhus. Vi havde vel dårligt råd, men skulle familien have et sådant sted, måtte det være medens børnene var små.
Så i 1963 købte vi en parcel bag Blåvand Kro. 2135 m2 â 2,00 kr. og i sommeren 1964 støbte murer Hansen, Blåvand grunden og tømrermester Gunnar Rasmussen, Agerbæk skabte et træhus på 50m2. det var det største areal, man kunne få tilladelse til i 1964. Man kan her efter snart et halvt århundrede glæde sig over Gunnar Rasmusens omhyggelige arbejde. Som gammel skolemester vil jeg give karakteren 13!
Alt iberegnet kom huset fuldt møbleret til at koste os lidt over 44.000 kr. Vi fik et kontantlån i Varde Bank og et kreditlån, og havde den glæde, at alle vore 4 børn var glade for at komme der. Som en særlig gevinst byggede Karens søster og svoger et par år efter også et hus på Sørens Gades Mark nr. 22 i den anden ende af Blåvand.
I 1980 byggede vi sammen med børnene (Navnlig Peder)et lille anneks på 16 m2 med værksted og et værelse med 2 sovepladser.
I 2009 solgte vi det hele til vore 4 børn, hvoraf de to, Lisbeth og Jesper har købte de to andre ud. Men Bjergvej 10 i Blåvand har den dag i dag status som hele familiens tilflugtssted.
Ved overgang til Syd Energi skulle Karen og jeg have en ny e-mailadresse. Peder fandt i den anledning på, at vi og vore børn kunne få en fælles adresse helt for os selv. Dette domæne blev selvfølgelig "GRYLLE.DK".