Tæt på Helle

Lørdag den 17. maj 2003 udgav Jydske Vestkysten en særudgave, hvor man havde Helle kommune i fokus. Man beskrev livet i kommunen, og mange forretningsførende havde store reklamer, ligesom dette altdominerende egnsblad benyttede en oplagt mulighed til at rose sig selv.

Mange koryfæer i kommunen blev interviewet, og så havde man fundet på at give en af beboerne i kommunen lov til at sige noget om dette at være borger i dette stykke af fædrelandet. – Borgeren blev lille mig, og jeg skrev:

Mit Helle

Kort efter, at jeg kom til denne egn, var jeg på posthuset her i Agerbæk. Her traf jeg min gamle ven Hartlev, der også stammede fra Gørding, og som nu var ansat som post- og stationsmester. Han bød mig velkommen og sagde, at jeg var kommet til en god egn med venlige og ukomplicerede mennesker. For at beskrive dette forhold fortalte han, at da han for første gang kom ud af sin entredør, blev han kontaktet af en dreng i 8 – 10 års alderen. Drengen sagde:

- Nå, du er den ny mester, skal du ned i byen, så kan vi jo følges ad.

Og så slog de to følge, mens drengen ivrigt fortalte den mere en 50-årige mester om stedet og dets personer.

Hartlevs iagttagelse var rigtig. Overalt i denne kommune møder den fremmede venlig imødekommenhed. Der er ikke langt fra høj til lav. Måske hænger det sammen med, at egnen ikke har haft herregårde, som man finder længere østpå i landet.

”Ligeværdighed i borg og hytte” er et særkende.

Det var derfor også naturligt, at de seks oprindelige sognekommuner: Roust/Grimstrup, Årre, Næsbjerg, Øse, Starup og Fåborg sluttede sig sammen til én kommune allerede fire år før den store kommunalreform i 1970.

Som leder af skolevæsenet var det interessant at følge politikernes arbejde med at gøre skolestrukturen mere tidssvarende. Der var oprindelig 13 skoler, men hurtigt blev man enige om, at vel skulle de mindste skoler nedlægges, men der skulle være en skole i hver af de seks oprindelige seks sogne og to af skolerne skulle have en overbygning.

Denne proces blev gennemført efterhånden som lederne af de små skoler faldt for aldersgrænsen og uden nogen form for menneskelig udmygelse.

I mine tanker sammenligner jeg tit Helle med Punjab, som man kaldte Femflodlandet, hvor det nuværende Pakistan ligger. Her var der grobund for en af de første kulturer på vor klode i lighed med dem, vi kender i vor kulturkreds, hvor historiens vugger har stået i flodkulturerne ved Eufrat, Tigris og ved Nilens og Jordans vande..

Vi kan ikke prale af at have fem floder, men med lidt god vilje kan man godt finde fem navngivne vandløb langs hvilke vore forfædre har dyrket deres marker og enge.

Min tipoldemor, der er født i Helleby i Øse sogn, har vel i sin ungdom revet hø ved Skonager Lilleå

Man kan godt blive betaget, når man ved, at disse folk, der dengang boede på egnen, ikke blot har stridt for at skaffe sig det daglige brød, men også været optaget af livets åndelige sammenhænge. Jydske Vestkysten har jo ikke altid eksisteret, så man var mest henvist til at hente orientering ved at møde op i kirkerne på søndage.

Hvis man ikke var tilfreds med det budskab den stedlige præst kunne byde på, kunne man altid gå til en anden – og man gik virkelig i 1800-tallet til Sønder Omme for at høre Birkedal eller til Tistrup for at høre Sjørring.

I dag er det andre ting end vandløbene, der har eksistentiel betydning for vor adfærd.

En overgang var det banerne, der var bærere af udviklingen og fornyelse af kultur og erhvervsliv.

De to baner, den ene fra Vejle til Varde og den anden fra Bramming mod Grindsted, gennemskar området, men er for længst nedlagt.

Nu er det bilen, og det kommunale og amtskommunale vejnet, der er blevet en altdominerende faktor på alle niveauer. Enhver form for samvær, mødevirksomhed, foreningsliv og ikke mindst erhvervslivet, industri, landbrug og i særlig grad handel og distribution er afhængig af det, man med et fremmedord kalder infrastrukturen

Og det er godt alt sammen, Vi er alle grådige forbrugere af dette gode. Men når jeg tænker på ”Mit Helle”, tænker jeg samtidig på bagsiden af denne medalje. Vejene og bilerne giver os også mulighed for at køre ud af vor gode kommune, når vi ønsker at opleve og gøre indkøb, og det kan meget let være med til at undergrave de værdier landsbysamfundene har. Det må være op til den enkelte borger at føle sig forpligtet til at handle og agere lokalt.

Man taler om kommunesammenlægning, og en skønne dag kan Helle måske blive splittet for alle vinde. Det kan den enkelte borger ikke gøre så meget ved, men enhver kan se, at de bedste egenskaber ved Helle er den decentrale struktur, som lever på landsbyernes overlevelse.

At forsvare sin landsby gøres ikke med partipolitiske hensigtserklæringer og slet ikke med trusler eller magtudfoldelser. I stedet kræves en indre mobilisering, hvor den enkelte ved sin holdning og ved sine handlinger i småt og stort giver sit bidrag.

Der er såmænd ikke så langt til at sammenligne med de forhold, der netop i disse tider udfolder sig i den gamle flodkultur ved Eufrat og Tigris, hvor en skruppelløs diktator og udsigtsløs fundamentalisme har ødelagt det basale, der skulle holde et samfund sammen.

Nu prøver man med våbenmagt at banke forholdene på plads. Gad vide om det lykkes, hvis den indre mobilisering ikke er til stede?

I sammenligning hermed er Helle en kolonihave med seks til otte små parceller. Jeg tror, at disse små enheder overlever, hvis og når man er indstillet på at forvalte sin interesse i at bevare de værdier som disse samfund i ”Femålandet” har.