Agerbæk Skole

1961 - 1986

I min beskrivelse af tiden i Skudstrup og Skodborg omtalte jeg, at de to amtsskolekonsulenter anbefalede mig at søge en skoleinspektørstilling.

På sin vis kom det noget bag på mig, men på den anden side var det netop på et tidspunkt, hvor man opnormerede større landsbyskoler og gjorde dem købstadsordnede, hvilket ville sige, at skolen fik eksamensret. En sådan skole skulle ledes af en godkendt leder, som skulle udnævnes af Kongen.

Det var jo lige disse ting, vi havde arbejdet med i Skodborg og andre steder, og det var sådanne skoler, der blev oprettet landet over efter netop den model.

I Fåborg sogn blev der i slutningen af halvtredserne arbejdet med at oprette en skole af denne type, som blev godkendt i skoleloven fra 1958

Her vil jeg tillade mig at citere, hvad Provst Jacob Holdt skrev herom i sine erindringer:

”I Agerbæk var Jens August Jensen førstelærer og kirkesanger. Han var selv vestjyde, fra Skovlund, så han faldt godt til i befolkningen. Han var en stor pædagog, der havde et naturligt tag på børnene og på at lære dem noget, på en sådan måde, at de både respekterede ham og holdt af ham. Glad for kortspil og en dram. Det sidste kneb det ham lidt at styre, så der var altid villige kritikere. Men alle måtte erkende hans dygtighed som lærer. Han var min kirkesanger i mere end 10 år. Sikker og rytmisk, men han var ikke meget for at lære nye melodier. Det var godt og trygt at have ham i degnestolen.

Da skolen i 1961 fik en overbygning med realklasser fælles for flere sogne, var det det store spørgsmål, om han skulle være skoleinspektør. Skolekommissionen ville indstille ham, men så sagde han nej tak. Han ville gerne have den anerkendelse, at han fik det tilbudt, men han afslog det så og forblev endnu nogle år som lærer.

Men også ham og hans elskelige kone Stinne havde jeg et godt forhold til. Jeg var således i mange år begunstiget ved at have nogle gode kirkesangere og førstelærere, der var meget positivt indstillede overfor kirken og mit arbejde.

Angående oprettelsen af en realskole i Agerbæk havde skolekommissionen mange møder. Det blev vedtaget at overbygningen, dvs. realklasserne skulle være for børn fra Åstrup, Årre, Starup og Fåborg sogne, senere kom også alm. 8.9.og 10. klasser til.

Valget af skoleinspektør for Agerbæk skole voldte en del kvaler. Den udvidede skolekommission måtte holde flere møder uden at nå til enighed. Én gruppe ville indstille en lærer fra Ikast, som var udpræget missionsmand, og en anden gruppe, hvortil jeg hørte, lærer Poul Ben nedsen fra Skodborg, som vi skønnede var den egnede, og som passede bedst til befolkningen. Vi kunne ikke blive enige, så vi måtte sende sagen til undervisningsministeriet.

Heldigvis kendte jeg undervisningsministeren, det var Jørgen Jørgensen, og jeg kunne få ham til at indse, at Poul Bennedsen var den, der passede bedst til embedet. Det viste sig også at holde stik.

Bortset fra denne sag havde jeg ellers et godt forhold til skolekommissionens formand, Aksel Hansen, en husmand fra Debel, københavner af fødsel, men havde i sin barndom opholdt sig meget i sognet og siden købt ejendom her. Han var en begavet og dygtig mand, som nød stor agtelse, undtagen i lærerkredse. Han kunne have en lidt nedladende og kritisk holdning overfor lærerne. Han var missionsmand og det prægede undertiden hans afgørelser og holdninger. Jeg sad i skolekommissionen sammen med ham i 16 år. Han blev Helle kommunes første borgmester, da storkommunen blev oprettet i 1971 og var det til 1978”.

I det jubilæumsskrift, som jeg blev betroet til at redigere i 2005 i anledning af skolens 100 års dag, tog Bodil Jørgensen på kollegernes vegne tråden op efter denne beskrivelse af Jacob Holdt og skrev:

”Poul Bennedsen blev altså den, der skulle tage udfordringen op at løfte landsbyskolen til en velfungerende realskole. Med alt hvad dette indebærer af højere faglighed og – ikke at forglemme – nye pædagogiske og sociale krav, som 14-17 årige elever stiller.

Samtidig må det have ligget en stor opgave på det kollegiale plan, nemlig at få de ”gamle” lærere fra den hidtil 7-klassede skole med i den udvikling, der skulle komme.

Alene i tiden 1962 – 68 blev 30 lærere ansat.

At mange af os er blevet på Agerbæk skole vidner om det gode arbejdsmiljø, Bennedsen var med til at skabe. Selv blev han også karrieren id på Agerbæk skole – fra 1970 som ledende skoleinspektør – indtil han gik af som 60-årig i 1986

Karakteristisk nok skulle der ved Bennedsens afsked to til at erstatte ham: en kommunal skoledirektør og en skoleinspektør på Agerbæk skole.

Poul Bennedsen var – og er for øvrigt stadig – en ildsjæl. En alsidig begavelse, en nysgerrig mand med evig lyst til at udbygge sin store viden, et allestedsnærværende energibundt, som fører tanken hen på en blæksprutte – den tiarmede!

Et aktivt menneske er altid udsat for kritik fra mange sider, lige meget hvad han gør. Ros og skulderklap er ikke hverdagskost for ledere.

Agerbæk skoles leder gennem 25 år skal her roses for sin demokratiske og humanistiske indstilling, sin legendariske hjælpsomhed og sin radikale tolerance”.

Mine 6 år ved Skodborg skolevæsen var et eventyr med masser af arbejde og uden nogen form for konflikter med myndighedspersoner.

Som omtalt deltog jeg i et rigt foreningsliv og havde ud over mit skolelederjob i Skudstrup 38 katedertimer a’ 50 minutter om ugen, og i Agerbæk gik jeg i gang med min opgave med samme flid og optimisme., hvor jeg først og fremmest beflittede mig på at administrere skolens efter lovens bogstav og ånd og selvfølgelig i overensstemmelse med de stedlige myndigheders beslutninger. For mig var det også vigtigt at opdyrke et godt arbejdsklima i lærerkollegiet.

At skolen fik en overbygning med store elever og mange unge lærere, betød selvfølgelig en stor forandring, som mange ikke var forberedt på. Man havde ikke samme ønske om et godt arbejdsklima, som jeg havde. Fra visse sider gav man ofte udtryk for, at man forventede, at en skoleinspektør skulle være ’myndighedernes mand’ og styre lærerne efter kommunalbestyrelsens retningslinier.

Det siger sig selv, at disse to forskellige holdninger fra tid til anden gav anledning til kritik af min embedsførelse, hvor jeg anså mig som "den første blandt ligemænd", men det er mit store håb, at disse tilstande ikke har formørket skolens, lærernes og elvers oplevelse af, at skolen var et menneskeligt varmt trivselssted.

Jeg har besluttet, at jeg ikke vil omtale dette forhold nærmere og henvise til den beskrivelse, man ovenstående kan finde i det lille skrift, som blev udgivet i anledning af skolens 100 års jubilæum i 2005.

I 1966 blev Grimstrup, Næsbjerg, Øse, Årre, Starup og Fåborg kommune sammenlagt til ’en stor kommune, der fik navnet Helle efter en lokalitet midt i området. Om denne sammenlægning kan man læse i et lille skrift forfattet i 1995 af min kollega fhv. skoleinspektør Henning Vejrup i Næsbjerg.

I 1970 kom der fra centralt hold en bestemmelse om at kommuner med flere skoler skulle ansætte en skoledirektør, eller – hvis kommune ikke var stor nok – udpege en af skoleinspektørerne som ledende skoleinspektør.

Jeg havde to favoritter til denne stilling: skoleinspektør Aksel Teglgård på Årre skole og Thorvald Jessen Øse skole, men da jeg opfordrede dem til at søge stillingen, svarede de begge, at det ville de ikke, for det skulle jeg gøre.

Således opmuntret søgte jeg. Det gjorde Henning Vejrup. Næsbjerg imidlertid også, og ved indstillingen i skolekommissionen fik han en stemme mere end mig. Imidlertid var der to af kommissionens medlemmer, der ikke var til stede ved afstemningen, hvorfor undervisningsministeriet fandt anledning til at spørge de to om hvad de ville have stemt, om de havde været til stede. De udtalte, at de ville have stemt på mig Jeg har under hånden fået fortalt, at man også var så omhyggelig at spørge Ribe Amts skolekonsulent, undomsskolekonsulent og amtsskolepsykolog og da disse personer samen med en stedlig folketingsmand på det stærkeste anbefalede mig, fandt man åbenbart, at indstillingen ikke var så ulden længere og beskikkede mig til at blive kongelig udnævnt ledende skoleinspektør pr. 1. juli 1970.

Denne stilling indebar, at jeg ud over mit daglige arbejde på Agerbæk skole skulle varetager alle skolers interesser i samarbejde med de 5 andre skoleledere. – Der var oprindelig 13 skoler i Helle kommune, men da førstelærer Jacobsen, Årre gik af på grund af alder, blev Slebsager skole lagt sammen med Årre skole med Aksel Teglgård som skoleinspektør. Det var i øvrigt så heldigt, at man kunne nedlægge alle toklassede skoler efterhånden som lederne på disse skoler faldt for aldersgrænsen, så det endte med de ønskede 6 årgangsdelte skoler i kommunen. Om egentlig afskedigelse blev der således ikke tale. Den sidste skole, der blev nedlagt var Hesselho skole i Starup sogn.

Skoleledergruppen bestod herefter af 6 skoleinspektører, 2 viceskoleinspektører og 1 ungdomsskoleinspektør. Jeg kunne glæde mig over at have et særdeles godt forhold til disse mine loyale medarbejdere, og jeg glemmer ikke, at de ved min afgang arrangerede en lille afskedsfest på Fåborg Kro for Karen og mig.

Som ledende skoleinspektør var jeg sekretær for skolekommissionen og deltog som tilforordnet i de dele af kulturudvalgsmøder, der behandlede skolespørgsmål. Hver onsdag formiddag var jeg på kommunekontoret i Årre for løbende at konferere med kulturudvalgsformanden.

Det var selvfølgelig interessant og glædeligt at komme tæt på de folkevalgte politikere og vise dem respekt og loyalitet. Jeg kunne beskrive så mange af disse personer, men jeg tillader mig at nævne, at jeg på denne måde kom på tæt hold af den landskendte Niels Ibsen og agronom Andreas Andreasen, der begavet og med stor indfølingsevne ledede skolekommissionens virksomhed i flere valgperioder.

Helles byvåben.

Da Helle blev holdt over dåben ved et arrangement i 1965 tillod jeg mig at sende et beskedent festtelegram til deltagerne med en lykønskning sammen med et forslag om, at en kommune af den størrelse, der nu var tale om, burde have et byvåben. Jeg tillod mig at foreslå, at planten Guldblomme kunne være motivet og dermed et signal, der kunne fortælle noget om enkelhed og nøjsomhed.

Guldblomme er nemlig karakteristisk for denne vestjyske magre egn og den groede netop i området Helle, en lokalitet med et par gårde og en plantage, der havde givet navn til den nye kommune. Planten hedder Anica på latin. Jeppe Aakjær kalder den i sangen ’Alle mine længsler’ for Volverlej og på jysk går den under navnet ’Kokhue’. Mange har da også forstået dens budskab: ’ Nøjsomhed er en dyd, men man skal ikke spare på kravet om oplevelse og kultur.’

På et tidspunkt kom der flere forslag til et motiv i et byvåben, men det endte med, at Statsministeriets heralfiske konsulent udpegede mit forslag som det bedste, hvorefter de seks oprindelige kommuner fik hver sin guldblomme på grøn baggrund