Erindringer fra min barndom

I nogle århundreder lå der i Lourup en klynge gårde og mindre ejendomme syd for Holsted å.

Vejen mellem disse huse kaldte man æ gåed (gaden). Et navn som man i min barndom stadig brugte om dette lille stykke vej.

I det sidste årti i 17-hundredtallet skete der i forbindelse med ’Bondens Frigørelse’ også på denne egn en udflytning.

Gårdene havde indtil da været fæstegårde under Bramming Hovedgård, men i 1769 var der kommet en forordning om fæstes overgang til selveje mod en årlig afgift til godsejeren, og jeg formoder, at det er med hjemmel i denne forordning, at der i 1798 er sket en udflytning af disse gårde, så de fik en rimelig placering i de tilforhandlede matrikler. (2)

En af disse gårde kom til at hedde GAMMELBRO. Den fik en fin placering midt i et tilliggende på ca. 55 ha. Her blev jeg født den 24. feb. 1926. Derfra min verden går.

Jeg kan huske min farfar, Hans Bennedsen, født den 27. 4. 1855.

Han beskrives som et interesseret menneske, der var optaget af den tids udvikling.

Således har jeg hørt, at han var blandt initiativtagerne, der startede et andelsmejeri ved Gørklint Mølle, ligesom han var med i forhandlingerne, da dette mejeri blev delt mellem de nye mejerier i Holsted By og Gørding.

Han var også interesseret i havebrug. Indtil for få år siden kunne man se hans ”snorretrær” – æbletræer, der var klippet i espalier – i haven ved aftægtshuset Hytten. Også husflid og f. eks. reparation af seletøj havde han sans for. Han døde af kræft den 23. aug. 1930.

Hans kiste blev kørt til Gørding kirke på en arbejdsfjedervogn efterfulgt af et stort følge. Min far kørte hestene og ved hans side sad min storebror Hans

Min farmor Mette Marie Nielsen var født i Sejstrup den 11. 4. 1861. Hun har en fin beskrivelse af sit bryllup (3). Hun levede i mange år efter sin mands død som aftægtskone og døde den 9. april 1955 knap 94 år gammel

Hun var en meget udadvendt dame med sans for at komme i centrum. På hendes fødselsdage kom der mange venner og fejrede hende. Da hun fyldte 90 var der som altid ved sådanne lejligheder dækket op i stuerne og i soveværelse, hvor Mor havde anrettet en større middag. Festens hovedtaler var afgjort Bedstemor selv. Hun sagde efter min hukommelse: ”Jeg har været barn og lille pige. Jeg har været ung. Jeg har været mor og kone på en gård. Nu er jeg blevet barn igen og har fået en ny mor. Hun sidder der” – og så pegede hun på min mor hendes svigerdatter. Jeg tænker ofte på, at min mor havde sin svigermor boende i 40 år. Helt til den bitre ende, hvor der skulle skiftes ble og sørges for anden intim omsorg.

Da Bedstemor blev enke, måtte mine storesøstre Metha og Esther sove hos hende i aftægtshuset HYTTEN om natten, men i de sidste mange år havde hun et værelse på gården.

Som elev på gymnasiet fra 42 til 45 under den anden verdenskrig sad jeg ofte i hendes stue og forberedte mig. Hun fortalte her om sin barndom, der var formørket af, at hendes far måtte deltage i krigen 1864 (4). Hun havde været på højskole i Mellerup og tjente i 1883 på en gård i Højmark ved Ringkøbing. Det år hvor sollyset her i Danmark delvist blev formørket af den aske, der blev slynget op i luften fra et vulkanudbrud i Sundastrædet, hvor øen Krakatau blev reduceret fra 33,5 km² til 15,3 km². 40.000 mennesker omkom – den tids tsunami.

Hun kunne godt være morsom. Således kunne hun en remse, der handlede om ”en smed, der boede ved et led, og hvis kone gerne vil i med de stoddere, der kom ad æ vej. Først fik de kaffe, så fik de te og så fik de æ kvindfolk hinne patter og se”. Desværre kan jeg ikke huske mere af denne remse. Farmor døde d. 9. april 1955 to dage før hun kunne være fyldt 94 år.

Farmor og Farfar blev på et tidligt tidspunkt i deres ægteskab kontaktet af en mand fra Nørre Lourup.

Denne mands kone var netop død, og han havde en lille datter, som han ikke kunne passe, når han samtidig skulle passe sit landbrug. Han havde en viden om, at mine bedsteforældre havde noget overskud, hvorfor han bad dem om at tage den lille pige i pleje.

Således gik det til, at min far fik en søster Johanne – den tids mulighed for social omsorg.

Johanne blev gift med Laust. Sammen havde de en gård i Grisbæk.

Min far er født d. 1. sep. 1885 og døde den 29. okt. 1972. Han var eneste søn, så efter tidens skik var det ham, der skulle overtage gårdens drift, når Bedstefar skulle afløses.

Min far havde 3 søstre. Marie (9) blev gift med landmand Jens Larsen på en gård på Guldagervej i Holsted By De fik tre børn. Den anden søster, Mette var ugift. Hun drev en overgang en mindre trikotageforretning på samme gade, men havde så vidt jeg kan erindre en trist tilværelse. Hun døde ret tidligt. Den tredje søster, Kathrine blev gift med gdr. Gotfred Knudsen på Overgård i Holsted By. De havde i mange år en lykkelig tilværelse. Fik 7 velfungerende sønner.

Onkel Godtfred var meget udadvendt. Var sognerådsformand – senere formand for sognerådsforeningen m.m. Lykken fik imidlertid en brat ende. Katrine døde af lungebetændelse ganske kort inden penicillinen kom til Danmark.

Men min far Benned Peder Bennedsen var altså den, der skulle drive gården videre (2). Han var i sin ungdom elev på Vallekilde Højskole. Et ophold, der prægede ham. Dels var han optaget af det grundtvigske og Lingske menneskesyn og dels kunne han efter dette ophold, hvor han var blevet uddannet delingsfører, udleve denne livsstil som leder af flere såvel karle- som pigegymnastikhold. Fotografier fra den tid viser ham sammen med sit hold iført lange stramme hvide tricotdragter.

I 1914/15 var han elev på Korinth Landbrugsskole og året derefter karl på den gård, der hørte til denne skole, inden han den 25. okt. 1916 blev gift med Mor og overtog gården den 1. november samme år.

Min mor, Kirstine Egedal Larsen var født den 6. nov. 1892 i Millinge ved Svanninge Bakker. Hendes far var en af de første mejeribestyrere her til lands (5), (6) og (7).

Mormor født d. 28. nov. 1863 var den yngste af en flok søskende, der havde en særlig barndom, da hendes mor døde, medens Sofie, som hun hed, var ganske lille.

Mormor var det elskeligste menneske, man kan forestille sig, ulastelig i sin omgang med alle i hendes omgivelse, flittig og underspillende. Altid med håndarbejde som f. eks. børnebørns tøj, der skulle lappes i sine hænder. Hendes forventninger eller krav til tilværelsen var yders beskedne. Jeg husker, at vi engang havde gæster, og det kneb med sengepladser. Mormor insisterede på, at hun selvfølgelig kunne sove siddende i en stol

– Men hun bankede nu med en gal finger på vinduet, når Jørgen og jeg skød hønsene i hovedet med nedfaldsæbler fra træet, der stod ved stuehusets østgavl. Hun må jo ikke have delt vores glæde ved at se hønsene besvime, for efter nogen tid atter at komme til bevidsthed.

Mor havde to søskende. Moster Anna blev også uddannet på Ankerhus. Hun blev gift med Anton Poulsen, der var direktør for Den Danske Frøforsyning i Roskilde. De fik to drenge. Fætter Jørgen blev lærer og sluttede sin karriere som rektor for Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre. Broderen Svend blev som jurist ansat i Lyngbys kommunale forvaltning.

Mor havde en broder Johannes (8), der oprindelig var uddannet lærer og cand. mag. Han sad mange år i en stilling på Meteorologisk Institut.

Da min ældste bror Hans forlod landbruget for at studere medicin, boede han i et års tid eller to hos morbror, der manuducerede ham, så han kunne bestå en studentereksamen på kursusvilkår.

Efter endt skoletid blev Mor udlært mejersker på mejeriet, men allerede som 17-årig fik hun pladsen som kokkepige på Kærteminde Højskole. Derefter var hun i køkkenet på rekreationshjemmet Råstrup, og elev på Roskilde Højskole, inden hun blev uddannet på Ankerhus husholdningsseminarium ved Sorø.

Med denne baggrund oprettede hun en husholdningsskole på Korinth Landbrugsskole om sommeren og var økonoma for kostforplejningen for de mandlige elever, der kom på denne skole i vinterhalvåret, hvor den lille gud Amor drev sit spil, da Far jo kom som elev og karl samme sted.

Mor rejste altså fra Fyn og blev landmandskone i Jylland. Det har været noget af en opgave. Hun var ikke en stærk natur, døjede med hævede halskirtler, men hun havde en utrættelig energi (7), og hun forstod at tilrettelægge sit arbejde.

Børneflokken voksede støt. Vi blev i alt 8. 4 drenge og 4 piger. I lange perioder var der 15, der skulle have mad omkring det lange bord i køkkenet. Ud over Far, Mor, bedstemor og vi børn var der mindst to karle og en tjenestepige. Mormor blev enke allerede den 30. april 1927 og indtil sin død den 28. juli 1962, opholdt hun sig hos os i lange perioder, og ofte var der en daglejer og en vaskekone.

Disse ting har hun beskrevet i sine erindringer. Også at hun startede og blev en ivrig formand for en husholdningsforening under Åstrup med flere sognes landboforening.

Men mest vil vi børn huske hende som hjemmets ubestridte omdrejningspunkt. Utallige er de breve hun skrev til os, når vi var ude at tjene eller opholdt os på højskoler eller andre uddannelsessteder. Pakker med kød og andet spiseligt blev ofte sendt skiftende med pakker indeholdende renvasket undertøj og ulasteligt nystrøgne skjorter.

Gammelbro

var den største gård i Lourup og var vel også den bedst drevne. Far var meget flittig. På ovenstående billede (7) kan man se, at den oprindelig var firelænget, men i løbet af tyverne og trediverne blev der først bygget en ny vestfløj vest for den bestående med plads til to rækker kreaturer og fodergange. I staldens østside var der plads til 19 køer og på vestsiden stod tyren, en halv snes køer og ungkreaturer. I bygningens sydende var der et område til spandvask og en række på 12 kalve. I nordenden var der to roekamre.

Den gamle nordlænge fra stalden og hen til den karakteristiske ladeport

(se billedet) blev bevaret i mange år som svinestald med 9 stier.

Stalden var udstyret med patentbindsler fra Egtved. Da jeg mange år efter blev lærer i nærheden af Skodborg kunne gårdejer Jens Hørlück fortælle, at han godt kendte min familie, for han og faderen havde i 1930 været kørende til Lourup for at se på dette nye udstyr.

Der var ikke indlagt vand på gården – af gode grunde, der var jo ikke elforsyning – Men i engen i nærheden af åen stod der en hævert. En lille indretning, der var i stand til at fordele vandtrykket fra åbrinken på en sådan måde, at noget af vandet blev sendt op til gården. Her kunne det udnyttes i husholdningen, men da hæverten gik døgnet rundt, blev det resterende sendt op i en stor beholder på staldloftet til brug for vanding af kreaturerne og til spandvask.

I mange år var der på gårdens nordøstre hjørne rejst en vindmølle, der leverede trækkraft til en kværn og til tærskeværket.

Østlængen havde oprindelig en port som den i nordlængen. Nord for denne port var der indrettet hestestald. Syd for var der et par karlekamre, vaskehus og andre smårum til brænde og tørv mm..

Da denne længe blev afløst af en ny længe i 1928 /34 øst for den bestående, blev den gamle naturligvis brudt ned. Jeg husker, at der i porten var nedgravet to rækker gamle gryder med bunden i vejret. De var anbragt der for at gjalde, når der kom kørende gæster til huse.

Den nye længe blev som stalden bygget udenfor den gamle – altså mod øst, så resultatet blev stadig en firelænget gård. Nu blot med en større gårdsplads. Denne bygning gav en udvidelse af ladearealet og rummede som den gamle bygning hestestald, garage, vaskehus, tørvehus og to karlekamre.

Gennem tiden har der været flere små huse rundt om gården. Cykelskur med das øst for stuehuset, hønsehus øst for den østre længe, maskinhus mod nord og et par mindre huse til søer og ungkreaturer vest for stalden samt et siloanlæg, hvor der blev syltet roetopensilage med AIVsyre.

Den daglige tilværelse på gården har jeg tit sammenlignet hverdagen på et produktionskollektiv. Det lyder godt nok kinesisk, men det er rigtigt, at vi navnlig i 30ernes krise bogstaveligt talt levede af gårdens produkter. Det giver sig selv, at man var selvforsynende af mælk, kød, flæsk, æg samt fjerkrækød, men da Mor var en ivrig og kyndig havebruger, fik vi utallige retter tilberedt af havens urter. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor tomater, asparges, pastinak, selleri, skorzoner m. v. var ret ukendt for andre.

Vort hjem var præget af travlhed. Nogen gange var der for travlt. Det kan vel have sin baggrund i det forhold, at man i tredivernes krise kun havde en udvej for at overleve som landmand: hårdt arbejde.

Far var den der gik forrest. Han havde altid travlt. Ofte talte vi om, at han ikke fik bukserne på og selerne knappet om morgenen, inden han var nede i den anden ende af stalden. Han vidste altid, hvad der skulle laves. Ikke blot de store ting som det omtalte byggeri, mergling og dræning og overgang til brug af elforsyning, der jo gav mulighed for at få gravet brønd og få vandrør lagt ind overalt, såvel i staldene som i stuehuset.

Nej, også i det daglige var der noget galt, hvis man ikke lavede noget. En pause kunne lige benyttes til at give de nysåede marker en ekstra omgang med ukrudtsharven, hukke tidsler af på græsmarkerne, sprede muldvarpeskud eller rense grøfterne op i engen.

Det kom da også til at se godt ud. En hvidkalket gård med en nyfejet gårdsplads og revne gange i haven var en pryd for øjet. – Som en af vore tjenestekarle Julius sagde til os drenge efter at have revet i haven: ”det er forbudt at cykle i parken”!

Tjenestefolk var en særlig del af vort univers. Jeg kan ikke huske, at vi har averteret efter karle og piger. Vort hjem var et godt lærested, så karle og piger kom af sig selv. Jeg overværede engang en samtale mellem en af karlene om vilkårene for at fortsætte i et nyt lejemål, hvor Far sagde, at han gerne ville leje den pågældende igen, fordi han havde et godt forhold til hans børn.

I mange år var der tradition for, at tjenestefolk, der havde været hos os mødtes 3. juledag.

Far og Mor var ikke særlig selskabelige i traditionel forstand. De sad ikke og tævede i kort ret mange gange om året – Mor kunne vist slet ikke.

Ved runde fødselsdage, konfirmationer o. l. blev der til gengæld kræset for ganerne. Opdækningen og retternes tilberedning var over den tids standart. Vin og spiritus blev der til gengæld ikke budt på.

Mor og Far besøgte ofte Morfar i årene 1926 0g 27, hvor han lå for døden. Ved en sådan lejlighed havde nogle venlige bekendte derovre på Sydfyn pakket en solid madpakke til Far, så han ikke skulle lide nød på den lange vej – bil havde han ikke og Lillebæltsbroen var ikke bygget –

I skotøjsæsken med mad havde de rare fynbopiger lagt en halv flaske brændevin. Den stod i vitrineskabet med de grønne låger 25 år efter!

Menneskesky var de nu ikke, og ofte blev laden eller haven rammen om leg og dans for ungdomsforeningens medlemmer. En af de tidligere karle, Jes spillede ved sådanne lejligheder op til dans.

Sang, leg og dans var i øvrigt en del af hverdagsaftenerne på gården. Højskolesangbogen var mediet. Far sang for. Repertoiret var sange som ’Det lyder som et eventyr’, ’Der sad en fisker så tankefuld, ’Ingen har guldtårer fældet’ og ’Fra Ghemen kom en hædersmand’. Af lege bør nævnes ’gesandtskabsleg’, men der var også mange andre, som jeg ofte har tænkt på, når Otto Leisner har prøvet at efterligne sådanne aktiviteter i fjernsynet.

Nu om stunder er der meget med knus og kram. Folk kan dårligt mødes uden at finde anledning til at puste hinanden i øret!

Sådan var det ikke, da jeg var barn og ung, men det betød på den anden side ikke, at der var tale om mangel på kærlighed og følelse af tryghed, og vi var aldrig i tvivl om, hvordan vi skulle opføre os.

Sognerådsformanden i Brørup lånte os nogle gange sit sommerhus i Sjælborg. Når vi skulle dertil i vores Chevrolet 1931, som blev anskaffet midt i trediverne, kunne Far godt synge for til sang, når vi kørte ud ad landevejen. Men hvis vi pjattede, fik vi at vide, at vi da godt måtte være glade, og det kunne man godt være uden at være støjende.

Kort efter Far og Mors guldbryllup i 1966 blev Far efterhånden dement og fik ophold på plejehjemmet Lindegården i Gørding, hvor han døde den 28. okt. 1972.

I 1979 måtte Mor grundet stadig svagere syn (AMD) tage ophold på plejehjemmet Østergården, hvor hun var meget aktiv bl. a. med vævning og aflytning af litteratur indlæst på bånd. Hun døde 23. aug.1993

Henvisninger:

(1) nedfotograferet billede malet af lærerinde frk. Pedersens søsterdatter. Set fra hendes lejlighed på Lourup skole midt i tyverne.

(2) Materiale fra Det Kgl. Bibliotek og slægtsgårdsarkivet om Lourups historie duplikeret af Hans. (Meget værdifuldt)

(3) Lokalårbogen for Lokalhistorisk Forening i Bramming kommune 1999, pag. 97

(4) Samme fra 1998 pag. 90.

(5) Morfars 25 års jubilæumsskrift for Egedal Andelsmejeri 1888 – 1913

(6) Claus Bjørn og Jørgen D. Rasmussen ’Fra det gamle mejeri’ (duplikeret af Jørgen)

(7) Mors håndskrevne levnedsbeskrivelse.

(8) En artikel om Morbror Johannes registrering af folkedanse.

(9) Marie Larsen – Faster Mie – har for Nationalmuseet i ulastelig håndskrift beskrevet aktiviteter i et landbohjem omkring år1900.

(10) Mors søstersøn Jørgen Egedal Poulsen, Rektor på det Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre smalfilmede familiebegivenheder i et pr årtier efter anden verdenskrig. Filmene er overspillet på video.