Ved landbruget

Da jeg blev student i 1945, var jeg ikke klar til at bestemme, hvad jeg ville med min tilværelse, og jeg besluttede derfor at tage et sabbatår og sørge for at aftjene min værnepligt.

Når man er vokset op på en gård, var der ingen problemer med at blive beskæftiget. Der var altid noget at rive i derhjemme, og tilfældet ville, at min søster netop samme år var blevet gift, og hendes mand Søren havde søgt og fået stillingen som bestyrer af Plougstrup Møllegård. Denne gård var opkøbt af jordlovsudvalget med henblik på udstykning til statshusmandsbrug. Denne udstykning ville tage nogen tid, og derfor skulle jorden passes. Så vidt jeg husker, havde Søren sået korn (fortrinsvis rug) i det meste, og det skulle jo høstes med hestetrukket selvbinder og køres hjem i gårdens store lader eller sættes i hæs.

Om efteråret var jeg beskæftiget derhjemme indtil 20. november, hvor jeg rejste til Jægersborg kasserne for aftjening af min værnepligt ved livgarden.

Min soldatertid sluttede sidst i oktober 1946, og det passede meget godt med, at jeg blev fuldtidskarl derhjemme.

Der var en karl mere og en fodermester. Gården var endnu ikke blevet mekaniseret særlig meget, så arbejdet på marken foregik mest med heste. Vi havde dog fået en mindre Ford traktor, som var en efterligning af den meget berømte Ferguson.

Der var meget legemligt arbejde. Vi havde et stort areal med roer, som skulle holdes rene om sommeren og tages op med hænderne om efteråret og køres til opbevaring i roekuler, medens toppen blev opbevaret i siloer og sikret mod fordærv ved overbrusning af AIVsyre. Vi havde ikke mejetærsker, så kornet måtte høstes med selvbinder, sættes i skokke til tørring og køres hjem i laderne. I løbet af vinteren skulle vi så ud og åbne roekulerne og køre roerne hjem i roekamrene. Kornet blev tærsket i et tærskeværk. Halmen blev brugt til foder og noget af kornet blev malet til foder for svin og køer, medens resten blev kørt med hestevogn til Gørding, hvor det blev solgt gennem foderstofforeningen.

Jeg havde gjort mig nogle tanker om at blive uddannet som agronom, og denne uddannelse krævede, at man havde 5 års praktisk erfaring, gerne på flere arbejdspladser. Da tiden nærmede sig, begyndte jeg derfor at se mig om efter en plads som tjenestekarl. Jeg så i en annonce i Vestkysten, at man på Blåbjerggård i Gjesing ved Esbjerg søgte tre karle pr. 1. nov. 1947. Mon jeg ikke skulle søge en af disse stillinger. Jo, sagde min far, men du skal søge stillingen som forkarl.

Denne opfordring fra hans side forbavsede mig noget, men jeg henvendte mig til ejeren af Blåbjerggård Anders Bruun, og vi aftalte, at jeg skulle tage toget til Esbjerg, hvor han ville hente mig.

Jeg havde min cykel med, så jeg selv kunne cykle hjem, og Anders bad mig binde den bag på hans Ford 31.

Bag efter sagde han, at det var en lille prøve på, om mine hænder sad rigtigt, og da operationen var lykkedes, konstaterede han, at det gjorde de.

Hjemme på gården blev jeg vist rundt, og Anders forhørte sig om mine erfaringer: f. eks. om mit kendskab til landbrugsmaskiner og mine evner til at samarbejde mm. Han spurgte også, om der var noget, jeg ikke var så god til, hvortil jeg svarede, at jeg ikke var så god til at tænde min pibe i blæsevejr. Han mente nok, det kunne gå, så han lejede mig for den årlige årsløn på 3.200 Kr.

Det blev et begivenhedsrigt år. Gården var ikke meget større end små 100 tdr. land, men Anders havde adskillige ”ben”. Han var bl. a. formand for Esbjerg Svineslagteri, Esbjerg Andelsmejeri og Dansk Andelskul.

Blaabjerggaard, 1954

Afkast fra disse erhverv investerede han i fast ejendom. 12 tdr. l., som lå i nærheden af en gård, som hans søn Arne ejede i Bryndumdam. 22 tdr. l. ved Ølufvad, som kunne gå i arv til hans søn, der var landbrugskandidat og 31 tdr. l. i nærheden af en gård ved Næsbjerg, som sønnen Børge ejede. Den fjerde arvepart, selve gården Blåbjerggård var tiltænkt hans datter Ellen, der var gift med Ejnar Riddersholm, som indtil arveskiftet havde en mindre gård i Gjesing.

Disse tilliggender var med i driften. For besiddelsen i Næsbjergs vedkommende var det et stykke hede, der netop var dybdepløjet af Hedeselskabet umiddelbart inden jeg blev ansat, så jeg stod for den videre kultivering. Et forhold jeg ofte tænker på,: at jeg var hedeopdyrker og mergelspreder i den kommune, hvor jeg senere blev leder af skolevæsenet.

Gården havde efter den tids målestok en ret stor besætning på ca. 50 malkekøer + opdræt samt svin og fjerkræ.

Et par uger før jeg skulle tiltræde pladsen d. 1. nov. 1947, ringede Anders til mig og bad mig komme til Esbjerg. Her havde han købt en Fordson Major traktor, og da jeg skulle have ansvar for denne maskine, skulle jeg være med til at tage imod den. Således blev jeg den første karl i Bryndum sogn, der blev traktorfører – til stor misundelse blandt de andre karle på egnen.

Anders var glad for heste. Vi havde 3 spand, og i løbet af året blev der tilført to præmieplage af belgisk race. Disse heste kom til at hedde Anna og Fie efter gprdens to tjenestepiger.

På gården var der tillige en fodermester, Ivan og to karle, Jens og Arne, og da konen på gården, Margrethe var meget plaget af gigt, var der også to unge piger.

Den ene Anna Schmidt var fra Stenderup, datter af sognerådsformanden, der havde trænet en flok piger så meget i håndbold, at de blev danmarksmestre. ( 5 af pigerne var hans egne døtre). Den anden pige hed Astrid. Hun gik desværre på lommetyveri i vore punge, når hun gjorde rent på vore værelser. Hun blev derfor afskediget kort efter jul og blev afløst af min søster Fie.

I sommeren 1848 blev der afholdt et verdensomfattende ungdomsstævne, som man kaldte ”De fem telte”. Det blev arrangeret i München og de mange deltagere var indlogeret i amerikanske militærtelte. Symbolet med de fem telte var en efterligning af olympiadernes fem ringe. Fra Danmark deltog to fra hver af de 22 ungdomsorganisationer under Dansk Ungdoms Fællesråd. Jeg søgte om deltagelse og kom til at være en af de to fra De Danske Ungdomsforeninger

Gjesing er i dag en del af byen Esbjerg. Gårdene er nedlagt, også Blåbjerggård, der gav navn til Blåbjerggårdskolen.

Dengang var det en levende landsby med masser af folkelige aktiviteter, herunder ungdomsforening og flere gymnastikhold. Min delingsfører hed Christian Thuesen. Han blev senere gårdejer her i Helle kommune. Jeg var ivrig deltager og bestod bl. a. håndbolddommerprøven, hvilket betød, at jeg i sommerhalvåret cyklede rundt – også på disse egne – og dømte håndbold. Håndboldturneringen på disse egne blev arrangeret af Frands Bruun fra Gjesing.

Navnlig mindes jeg folkedansen og de unges interesse for amatørskuespil. Jeg var selv meget engageret. I vinterperioden spillede jeg elskerrollen i et stykke, der hed ’Bodil’. Hovedrollen blev varetaget af Ellen Ruddersholm. Hen på sommeren var vi en flok unge fra hele Esbjergkredsen, der spillede Henning Kehlers skuespil ’Ullabella’ med mig som lektor Lysgård. Ullas rolle blev spillet af førstelærer Bruuns datter fra Briksbøl skole Vi optrådte flere steder på egnen. Det var tider.

Disse skuepil blev instrueret af en skuespiller, der på et tidspunkt var landet i Esbjerg. Jeg kan huske, at han hed Ottesen og at hans kone af en eller anden grund hed Ole. De levede vist nok under meget beskedne vilkår, men gav en stor og kvalificeret hjælp for os amatører

Jeg har mængder af erindringer om et år fuld af arbejde og store oplevelser.

Det bedste var nok, at Anders Bruun startede sin bil den 31. okt. 1948, og kørte mig hjem til min mor og far med følgende salut: ”Vi har været glade for ham – mere end glade” .