Gjesing Forsamlingshus

I dag er Gjesing en del af Esbjerg købstad og fremstår som et moderne villakvarter med et center, omkring en rundkørsel, en kirke og mange store forretninger.

Da jeg var karl på Blåbjerggård var centret også i dette område. Dette center havde som en ellipse to betydende huse, skolen og forsamlingshuset. Sidstnævnte bygning fungerede som gymnastiksal for skolen og for såvel unges som voksnes idrætslige udfoldelser.

Det var ingen prangende bygning. I dag kan man næppe tænke sig en gymnastiksal uden egentligt omklædningsrum og brusebad. Men sådan var det på landet.

Jeg kan endnu huske lugten af rullemåtterne fra min ungdom. En odør af årtiers karlesved.

Men det var på et tidspunkt, hvor man af gode grunde ikke havde mulighed for at sidde og glo på et fjernsynsapparat. Vi havde et samlingspunkt. Vi mødtes i forsamlingshuset og – med et forslidt udtryk – kom hinanden ved.

Ud over det idrætslige herunder håndbold var der som alle andre steder på landet en aktiv ungdomsforening, som arrangerede sang- og foredragsaftener.

Hver vinter kom der et ægtepar fra Esbjerg og ledede folkedans. Det nød vi meget. Jeg kan den dag i dag danse såvel mazurka og sønderhoning. Som omtalt blev der indøvet og opført amatørskuespil.

3. juledag var der juletræ med tale af førstelærer Petersen. Man sagde, at det gjorde han hvert år. Han stod lige så stille og fortalte tankefuldt og forståeligt om tidens glæder og udfordringer.

Juletræet nåede helt til loftet, og efter at vi havde danset om det, blev det skåret ned ved hjælp af en brødkniv på en lang stang. Andre folk har deres juletræ stående på en fod, et vognhjul eller lignende. I Gjesing hængte det i et reb fra loftet. I henhold til tyngdeloven ”stod” det lodret.

Og så blev der danset. Alle dansede. Både første og sidste dans og alle dem imellem, og alle morede sig. Karlene sad på den ene side af salen pigerne på den anden side, og når der blev spillet op til dans, gik karlene over gulvet og inklinerede. Hvis jeg skulle lave en film om denne tid, skulle dette sceneri være med i min drejebog.

En aften havde vi en meget fin musikaften med den blinde organist Lund fra Randers. Han spillede gribende smukt og til nogle af hans numre sang hans kone viser og arier.

Ejnar Riddersholm var formand for ungdomsforeningen, og han og hans kone Ellen havde haft ægteparret til aftensmad inden koncerten.

Da Lund som sagt var blind, havde Ellen vist ham badeværelset, da de var kommet fra Randers.

Efter koncerten var der natmad til de to optrædende. Her oplevede man følgende:

På et tidspunkt trængte Lund til et besøg i badeværelset, og da huset var langt, skulle han igennem flere værelser og døre for at komme til dette rum. Ellen bød ham da også armen for at vise ham vejen, men til trods for hans totale blindhed gik han afslappet alene ned gennem huset. Han havde jo været der før.

Sidst på aftenen spurgte man ham, om han ville skrive i husets gæstebog, og uden at nogen hjalp ham, tog han gæstebogen og skrev følgende:

Bøgerne i et hjems reol

er ofte for hjemmets ånd symbol.

”Fra vildornen til baconsvinet”

ved siden af ”Jørgen Stein”

vidner om både hånd og ånd.

Et fremtidens gode tegn.

Den gode organist havde opdaget, at der var en lille hylde på væggen over den lille sofa, hvor han og hans kone sad, og at der på denne hylde stod et antal bøger. Heriblandt en jubilæumsbog fra slagteriet og Jacob Paludans efterkrigsroman Jørgen Stein.

Om hans kone havde fortalt ham det, eller det var hans organistfingre, der var så følsomme, at han ved berøring kunne læse guldbogstaverne på bøgernes rygge? Man var tilbøjelig til at mene det sidste.

En anden oplevelse:

Som afslutning på vinterens mange gymnastikaftener deltog vi i hovedkredsens opvisningsdag i Guldager Forsamlingshus.

En af deltagerne i karleholdet gav her tilskuerne en særlig forskrækkelse. Ved spring på måtten gennemførte han et par flotte saltomortaler, men snublede som afslutning og faldt mod salens endevæg.. I denne væg var der indrettet en scene og under denne et magasin for stole. Adgang hertil var en række tophængte låger. En af disse låger blev sprængt bort af karlens vægt og han forsvandt med et brag. Alle blev forskrækkede, men det viste sig, at han blev dagens mand, da han kort efter åbnede lågen indefra og vinkede til os som tegn på, at han var uskadt.