Mit barndomshjem

Min tidligste erindring samler sig om et stort byggearbejde, hvor der blev bygget en ny stald derhjemme. Jeg legede i en sanddynge, og en håndværker gik op og ned ad en stige.

Jeg kan også huske, at min mor og farmor stod og skiftede forbinding på min farfars nedre dele i sengen i den østre ende af aftægtshuset Hytten. Han døde af kræft, og jeg kan huske, at jeg kort efter stod med åben mund og polypper og betragtende et stort optog. Det var min farfars begravelse. Forrest kørte min far med kisten på en arbejdsfjedervogn, og ved siden af ham på bukken havde han min ældste bror Hans.

Jeg kan også huske, at min lillesøster Anna Sofie fik bryst hos min mor, og at jeg var noget jaloux. Det problem løste min mor salomonisk ved, at jeg fik lidt med. Det tænker jeg på, når jeg synger Jeppe Åkjærs strofe: ”og delte sit bryst mellem mig og min bror”.

Billedet af stuehuset derhjemme vil være i min erindring til mine dages ende. Der var to grønne døre mod nord ud mod gårdspladsen. Døren til venstre var bryggersdøren. Den brugte man altid til daglig. Til højre for den var der et firkantet trædæksel over kloakken fra køkkenvasken.

Når man kom indenfor, var man i bryggerset. Her så man til venstre under vinduet et bord, som blev brugt til det, man nu om dage kalder grovkøkken. På østvæggen var der en vandhane, som lod vandet løbe ganske langsomt. Vandet kom fra en stødhævert i engen nær åen. Når spanden under vandhanen blev fuld, lukkede man for hanen så vandet blev sendt videre til en stor beholder over kostalden.

Ved siden af denne vandhane var der en dør til spisekammeret. Dette rum var delt i to etager. Man kunne gå op ad tre trin til et rum, hvor der til højre var et stort bord med voksdug og en stor brødmaskine. Til venstre var der et flueskab og langs væggen rundt var der hylder med alskens syltetøj og den slags.. Den nævnte trappe med de tre trin var hængslet, og når den blev løftet, kunne man gå ned i kælderen, hvor der også var hylder med krukker og først og fremmest et saltkar. Det var jo før frysere var blevet opfundet.

I bryggersets sydside var der en dør til et rum, som på et tidspunkt blev indrettet til badeværelse og toilet, og i bryggersets sydvestre hjørne var der en trappe til loftet. Den blev ikke brugt så meget og var derfor sædvanligvis hægtet op under loftet.

Fra bryggerset kunne man gå ind i køkkenet. Langs vinduesvæggen var der et køkkenbord med vask, og i skorstenskrogen til venstre inden for døren var der et hjørneskab med hylder til kopper, glas og krydderier m. m. Ved siden af var komfuret. På et tidspunkt blev det bestående komfur sat ud i bryggerset, hvor der jo også var adgang til skorstenen. I stedet blev der installeret et stort komfur med indbygget opvarmning af vand til radiatorerne.

I begge de to komfurer var der en kasseformet beholder, hvori der altid var vand, så man let kunne få vand til opvask o. l. I de to komfurer var der bageovn og begge havde ringe over fyrstedet. Disse ringe kunne tages af eller lægges på, så hullet passede til den gryde man ønskede at ”få over”.

Ved siden af komfuret stod tørvekassen, som naturligvis indeholdt tørv og andet brænde og derudover var den husets naturlige mødested. Her satte alle folk sig, når de havde ærinde i køkkenet. Her var lunt, man havde ryggen fri, og man havde en storslået udsigt gennem porten i nordlængen og dermed over vejen ned mod skolen og engen.

Langs resten af vinduesvæggen og et stykke hen ad vestvæggen var der en hjørnebænk, der omsluttede spisebordet, og under bordet var der en bænk uden ryglæn. Denne bænk blev trukket frem ved måltiderne. For bordenden sad min far, manden i huset, og ved siden af ham var der lige plads til lille mig. Derefter kom karlene med forkarlene øverst og derefter mine brødre og evt. daglejere. På bænken sad min farmor nærmest min far. Farmor var temmelig lille af vækst, så det var praktisk, at den omtalte bænk var højest, hvor hun skulle sidde. Derefter sad mine søstre og tjenestepigerne og til sidst ved den nederste bordende min mor evt. sammen med den sidstankomne i høj stol. Det var ikke usædvanligt, at vi var 15 til bords.

På vestvæggen var der en dør til entreen og ved siden af den et stort skab med mange skuffer. De største nederst.

Som sagt var der også en anden yderdør. Den fine indgang, hvor man kom ind i entreen med knagerækker, et spejl med konsol og en kommode. I entreen var der lavet et lukket rum, der rummede en trappe til loftet. Der var også en dør til en garderobe og under trappen en låge, hvor bl. a. tøjrullen og et bobspil var i magasin. Bobspillet havde vi børn fået i julegave af min farmor, der boede i aftægtshuset Hytten. Hun og min ugifte faster Mette havde ved overrækkelsen af det pågældende bobspil juleaften formuleret følgende lille digt:

Kom drenge og piger, den hele flok

af Bedste og Faster i får en bob.

Gid at i af den må fornøjelse få.

Nu gælder det,

hvem der bedst kan slå.

Da jeg var ca. 12 år flyttede Bedstemor fra Hytten og fik et værelse, der stødte op til entreen. Det gik ellers under navnet: kontoret, for Far havde brugt det en del, medens han var sognerådsformand..

I det pågældende afsnit af huset var der oprindelig en lang gang, der gik helt ud til den vestre gavl. Den havde fungeret som direkte adgang fra kostalden, da den vestre længe stødte sammen med stuehuset. Den blev nogle gange brugt som forvisningsrum, hvis en af os fra tid til anden havde opført os sådan, at vi trængte til en smule ”isolationsfængsel”.

I aftægtsstuen var der en tapetdør til et klædeskab, som var en del af det lukkede trapperum, og der var direkte adgang til Fars og Mors soveværelse. Dette soveværelse havde det sædvanlige udstyr bestående af ægtesenge, to børnesenge, toiletmøbel med spejl og servante med marmoplade, hvorpå der stod et stort vandfad og - kande og en kommode.

Længst mod vest i nordfløjen var der et smalt børneværelse, hvor der også var direkte adgang til soveværelset gennem en tapetdør.

I sydfløjen var der 4 værelser. Længst mod vest det omtalte soveværelse.

I midten af huset var spisestuen. Ved siden af døren fra entreen var der en telefon på væggen, og der stod en divan. På væggen mod soveværelset var der et tobaksbord til højre for døren til soveværelset. Til venstre for døren var der et chatol, som senere blev udskiftet med et lille skrivebord, da Farmor flyttede ind i kontoret og Far havde brug for et arbejdsbord til sit sognerådsarbejde.

Der var tre vinduer mod haven. Mellem dem hængte der en tegning af Vilh. Th. Fischer forestillende gråspurve. Til venstre for midtervinduet hængte et fotografi af et maleri af Syberg, der forestillede en bedstefar ved en vugge. Under det midterste vindue stod en stor slagbænk og foran det et spisebord, som kunne trækkes ud og blive meget stort. Så stort, at man på et tidspunkt fandt det nødigt at sætte et femte ben midt under det.

Det tredje vindue var del af en havedør, der kunne bruges om sommeren. Ved siden af døren stod der et vitrineskab med grønt glas i lågerne. Her stod det pæne porcelæn, og på en hylde stod der en halv flaske Rød Ålborg. Det var en Far havde fået med i en madpakke, da han besøgte Morfar, der lå for døden omkring det tidspunkt, hvor jeg blev født. Det havde vel været meningen med denne flaske, at Far skulle have trøstet sig ved den på den lange rejse over Fåborg, Odense, Strib og Fredericia til Gørding. Men den uåbnede flaske stod stadig i skabet 20 år efter. Mellem køkkendøren og døren ud til entreen stod der et anretterbord med skuffer.

Fra spisestuen kunne man gennem en dobbeltdør komme ind i den pæne stue, der kun blev brugt ved selskabelige lejligheder og ved højtider. Her var der tæppe på gulvet og mahognimøbler. Sofaen, en stor stol og et antal almindelige stole med gult satinbetræk. Dette betræk blev senere skiftet ud med uopskåret mekka. Møblerne, der var lavet af en fin snedker i det sydfynske, havde indlagt intarsia.

Over sofaen hængte en større litografi af Valdemar Våben, der fortalte om menneskets vandring gennem tilværelsen: ”Dejlig er Jorden” stod der med kunstfærdig håndskrift under billedet. – Jeg syntes nu, at der stod Dejlig er Torden!

I den pæne stue var der også en reol, et Hornung Møller klaver og forskellige blomsterstandere og pynteborde. Alt i alt et rum, der understregede, at man var kommet til et pænere hjem.

Længst mod øst i sydfløjen var gæsteværelset, hvor der var to senge, som vist stammede fra Mors hjem i Millinge og en servante med det obligatoriske vaskefad og vandkande af fajance. I rummet var der også et større klædeskab.

På et tidspunkt blev der lavet en dør til badeværelset, der som tidligere beskrevet blev indrettet midt i østgavlen mellem gæsteværelset og bryggerset. Her blev der indrettet håndvask, brusebad og et udskylningskloset engang midt i trediverne. Indtil da havde hele familien været henvist til et das i en af udlængerne og senere i et dertil indrettet lille rum ved et mindre cykelskur umiddelbart øst for stuehuset.

Haven var gårdens pryd. Den blev der gjort meget ud af. Nærmest huset var der et blomsterbed med bl. a. Franske Anemoner. Derefter kom der et område med plæner gennemskåret af gange og bede. Først var der et par rosenbede og midt for en rund plæne med et kastanjetræ. Så kom der plæner med to æbletræer, et par ædelgran og et rigtbærende valnøddetræ inden man kom til en pergola af slyngroser og til sidst et blomsterbuskebed, der var rammen om flagstangen, og som i den østre ende havde en stor brombærbusk og en pyramidepoppel.

Jeg vil tro, at haven engang sluttede her, men i min barndom var der ikke et dige, men en lang havegang, der gik fra havens østlige ende til skellet mod aftægtshusets have mod vest. Denne havegang blev naturligt nok kaldt Langelinje, og syd for den var frugthaven med to rækker frugttræer og et stort antal af alle gængse bærbuske.

På et tidspunkt fandt Mor, at den ellers så store have ikke imødekom alle hendes ønsker om selv at råde over en urtehave. Min bedstefar rådede hende fra det, men hun holdt fast på sit. Hun skulle nok vise, at hun kunne få den passet, fortalte hun mig engang med en vis stolthed. Og det blev den. Vi var ikke sekterisk vegetarer i familien, men vi blev fra vor tidligste barndom vænnet til at spise al slags kost lavet af urter. Jeg ved alt om rødbedebøf og torskehaler lavet af pastinakrødder, ligesom urtesupper var en del af vor daglige kost. Mor havde jo været husholdningslærerinde og var på have- og kostområdet en bevidst foregangskvinde. Jeg kan huske, at et par nabokoner var noget utrygge ved at indtage hendes festmåltider, der omfattede så eksotiske retter som aspargessuppe eller tomatsuppe. Det blev først almindeligt på egnen årtier senere. At hun også kunne fremtrylle varieret og næringsrig kost til overkommelige udgifter var selvfølgelig særlig velkommen i tredivernes krisetider.

På begge sider af pryd- og køkkenhaven var der læplantning med slyngede gange. Træerne var store allerede i min barndom, og navnlig de store bøgetræer gav mulighed for fantasifulde klatreoplevelser. I den østre del af denne læplantning var der en dam, som vi kaldte andedammen. Et rigt område for forskellige lege for os børn, navnlig når den om vinteren var tilfrosset.

På dette sted havde mine forfædre gravet ler, hvoraf de lavede soltørrede teglsten. Både stuehuset og de gamle avlsbygninger havde massive mure af sådanne sten.

Gården havde altid været firelænget, men den vestre, og siden den østre længe, blev i min barndom afløst af nye bygninger uden for de gamle.

Mod vest lå kostalden. I den sydlige ende var der nærmest døren en plads, hvor mælkejungerne kunne stå, når der blev malket. I hele min barndom blev køerne håndmalket tre gange, og mælken blev hældt i disse transportspande gennem en si, hvori der var to filtre, hvorimellem der var anbragt et vatfilter. Uden for døren var der et stort vandtrug. Heri blev mælken sat til afkøling. I den sydlige ende af stalden var der plads til 12 kalve, der kunne fodres fra en smal fodergang nærmest muren. I staldens længderetning var der to rækker kreaturer, der kunne fodres fra fodergange langs væggene. Kreaturerne stod med rumpen ud mod grebningen og midt gennem stalden i dens længderetning var der en bred midtergang, som vi kaldte ”æ staldbro”. På østsiden stod 20 køer, og på vestsiden stod tyren nærmest roekammeret. Derefter stod der nogle køer, og kvier efter faldende størrelse. I reglen havde vi ca. 30 malkekøer. Alle dyr stod i patentbindsler, som var lavet i Egtved. De var i starten ikke kendt på egnen, så der kom fra tid til anden folk på besøg for at studere dem.

I bygningens nordlige ende var der to roekamre, og midt i gavlen var der adgang gennem en stor dør til møddingstedet.

I nordlængen var der svinestald med to farestier og seks fedestier. 3 på hver side af en midtergang. Nærmest kostalden var der en lille hånddreven roerasper og to murede beholdere. Én til skummetmælk, der kom retur fra mejeriet i syrnet tilstand og en beholder med formalet korn.

Midt i nordlængen var der en port, og øst for den begyndte laden, hvor der først langs nordmuren var en kartoffelkælder. Det var her i den ældste del af laden, der var opstillet et tærskeværk med en halmpresser, der ad træslisker kunne sende det aftærskede halm op på loftet over kostalden. En overgang blev denne halmpresser afløst af en halmblæser, som blæste halmen gennem store rør til loftet over kostalden. Jeg kan huske, at sådan noget tørt halm dalede ned og var eventyrligt blødt at springe ned i selv fra den højeste hanebjælke. Men efterhånden som stråene sank sammen, blev det en massiv masse, som man næsten ikke kunne få fra hinanden, når det skulle bruges som foder. Det viste sig også¨, at dette arrangement var for dyr i drift og derfor blev udskiftet med en halmkresser, der kunne pakke halmen i knipper.

På loftet stod der også en sugepumpe med motor. Den havde været brugt i et malkemaskineanlæg med det amerikanske navn Pinetree. Far havde anskaffet denne malkemaskine engang i tyverne, men den blev ret hurtigt solgt igen, fordi man mente, at det var mere økonomisk at malke i hånden, hvilket vel var rigtigt i en tid, hvor der var mange folk på gården, såvel tjenestefolk som børn. De højestydende køer blev malket tre gange om dagen. I syårsalderen, når vi kunne malke de køer, der havde de blødeste patter, kom vi med på holdet. Den gamle maskine, der var af et amerikansk patent, blev solgt som en del af udbetalingen, da far i 1931købte en bil. En Chevrolet model 1926. Midt i trediverne fik vi igen malkemaskine af mærket Pulson, Det var et firma i Vejle, som havde købte nogle af rettighederne fra det amerikanske firma.

I løbet af vinteren åd det motordrevne tærskeværk med halmpresser sig baglæns gennem årets høst hen mod østlængen. Denne del af bygningen, der stammede fra begyndelsen af 30-erne var både bredere og højere end den gamle nordlænge.

I det nordøstre hjørne af gårdspladsen var der indrettet en mindre bygning, der indeholdt en kværn og fra et tidspunkt en eldreven vandpumpe, der hentede vand fra en brønd, der var gravet i gårdspladsen i samme område. Fra min tidligste barndom kan jeg huske, at der netop på dette sted var en vindmølle, som leverede kraft til tærskeværk og kværn.

I østlængen var der i den oprindelige bygning en port som den i nordlængen. Fra denne port kunne man til den ene side komme ind i en hestestald, og til den anden side nærmest stuehuset var der indrettet bageovn, karlekamre og et rum til tørv og andet brændsel.

Som tidligere omtalt blev denne længe afløst af en større bygning, som i nordenden var en del af laden. og sydenden gav plads til hestestald, bilgarage, karlekamre, vaskehus og tørvehus.

Alt i alt blev gården således i begyndelsen af 30erne større end de fleste på egnen. Dertil kom, at der rundt om de større bygninger var en række små. Øst for stuehuset blev der lavet et cykelskur med bliktag. Her var der et mindre lille das udstyret med sidste årgang af Jysk Telefonselskabs fagbog, hvis blade gjorde deres tjeneste som toiletpapir.

Øst for gården var der et hønsehus. Her var der først et rum med plads til foder og nat-ophold for gæs og ænder, så var der et kyllingerum, hvor min broder Hans havde lavet en stor kasse med sand i bunden og foroven lukket med et gammelt vindue. Under denne kasse havde han gravet et briketfyr med skorsten af cementrør uden for huset. Her kunne man holde sandet og rummet varmt og holde liv i nyfødte kyllinger. Det sidste rum var et egentligt hønsehus med plads til ca. 80 høns.

Nord for laden var der et maskinhus med plads til selvbinderen og slåmaskinen, der jo kun blev brugt en kort del af året. I skuret kunne man også finde en jumbe og en arbejdsfjedervogn Dette køretøj måtte sammen med jumben først i trediverne vige pladsen for en bil af mærket Chevrolet årgang 1926. Udenfor stof hesteriven, kartoffeloptageren og et antal harver og lignende.

Nord for gården var der også mødding og en ajlebeholder, der i mange år var udstyret med en håndbetjent pumpe.

Vest for stalden var der et par mindre skure, som gjorde tjeneste som udviklingssted for goldsøerne eller fedestude.

I mange år var der også her to siloer, der målte 4 m i diameter. Om efteråret satte man en træramme over disse siloer og fyldte dem med roetop. Dette foder sikrede man mod forrådnelse ved lagvis at overbruse med en fortyndet blanding af saltsyre og salpetersyre. Denne måde at sylte dyrefoder på, var opfundet af en finsk professor, som hed A. I. Virtanen, hvorfor væsken kaldtes AIVsyre.