Haderslev Statsseminarium

Efter at have været forlovet med Karen i et par år, havde jeg mange tanker om at finde en beskæftigelse, der kunne passe til vort fremtidige samliv.

Der var mange muligheder. Jeg var i gang med en landbrugsuddannelse, der bl. åbnede adgang til studium på Landbohøjskolen, og jeg kunne for dens sags skyld etablere mig som praktisk landmand.

Men jeg havde en studentereksamen, og da man grundet lærermangel havde oprettet en midlertidig læreruddannelse på 2½ år, hvor man kunne overføre en række karakterer fra studentereksamen, søgte jeg ind på en sådan udannelse.

Karen var begyndt sin uddannelse på Småbørnslæreruddannelse på Odense Seminarium, men da dette lærersted ikke havde oprettet den korte uddannelse søgte jeg ind på Haderslev Statsseminarium.

Den 1. aug.1950 blev jeg optaget på Seminariet i Haderslev.

Den første dag blev klassen ålet af vores biologilærer, Villy Buch. Han betydede os, at sådan en flok studenter ikke havde nogen som helst forstand på dette fag.

For at overtyde os om rigtigheden af denne påstand havde han på vej til seminariet plukket en kurvfuld blomster med det formål, at bevise, at vi ikke havde forstand på denne del af hans fag.

Da der ikke var elever, der hed Andersen eller noget andet, der begyndte med A, stod jeg øverst i klasseprotokollen, og jeg blev kaldt op til katederet.

Manden kunne jo ikke vide, at jeg fra den allerførste tid i Lourup skole, i realskolen og navnlig på Ladelund Landbrugsskole havde haft botanik som min hobby, så jeg kunne nok sætte navn på de blomster han viste mig. Han var da også noget duperet og sluttede med at vise mig en blomst, som jeg i hv. f. ikke kendte. Jo, sagde jeg. Den hedder kortstråle. Jeg kunne også forklare, at denne blomst var ret ny i den danske flora, idet den var indslæbt med korn fra Argentina og kunne findes på lossepladser og lignende steder Det vidste jeg fordi jeg aftenen i forvejen – min første dag i Haderslev – havde gået en tur. Der fandt jeg den, og da jeg aldrig havde set den før, gik jeg op på mit logi og bestemte den i min gode følgesvend Rostrups flora.

Da jeg gik ned på min plads, klappede alle mine nye klassekammerater. De troede, at jeg var meget begavet, hvad jeg som bekendt ikke er.

Det betød, noget ganske særligt. På seminariet var der et elevråd. Heri valgte man ved skoleårets begyndelse to mand fra hver klasse. Formanden blev valgt af alle elever på seminariet.

Det var sædvane, at man fandt denne person fra 3. klasse i den almindelige del af uddannelsesforløbet, der var på 4 år. Denne klasses repræsentant var imidlertid blevet upopulær, og der gik derfor valgkamp i sagen.

Den almindelige 2. klasse prøvede at få valgt Niels Holck fra deres klasse (senere seminarierektor i Gedved og medforstander på Rødding Højskole).

I frikvartererne gik man igennem seminariet med store plakater, hvorpå der stod ”Holck eller kaos”.

Der var studenterklasser hvert andet år, og nogle elever fra den klasse, der var to år ældre end os, kom ned i vores klasse og spurgte, om vi ikke havde en person, der kunne opstilles. Hvis vi havde sådan en, kunne vi være sikre på deres stemmer. De skulle jo selv forlade seminariet få måneder efter. Mine kammerater sagde, at de havde mig. Jeg havde været landmand i 5 år efter studentereksamen, og var således lidt ældre end gennemsnittet – og så kunne jeg navne på blomster fra den vilde flora. Jeg protesterede vildt, men om aftenen stillede de mig op, og jeg blev valgt med stort flertal.

Min kommende svoger Tage Andreasen repræsenterede 2. klasse på den almindelige linie i elevrådet Med sin baggrund som forhenværende bankmand var det naturligt, at gan blev rådets kasserer. Endvidere var der to lærerstuderende, den senere amtsskolekonsulent i Ribe amt Viggo Witt Hansen og Verner Bruhn, der senere blev seminarielektor i Esbjerg. Disse to begavede sjæle med sans for det publicistede udgav på elevrådets vegne et lille blad, som fik navnet Helikon. – Så det var et stærkt hold jeg havde med at gøre.

Dagen efter gik jeg ind til Rektor og præsenterede mig, og han ønskede mig tillykke og bad mig arbejde for at gøre studenterklasserne populære. – Og det gjorde jeg så ved at bl. a. at arrangere debatmøder med personer ’udefra’. Jeg kan huske, at vi havde obersten fra kasernen, Anna Sofie Seidelin og Poul Olesen Sønder Omme. Rektor Jørgen Utoft blev min ven for livet. Han sendte elver på praktikophold i min tid i Skudstrup og anbefalede gode nyuddannede elver at søge stilling i Agerbæk. Han besøgte mig ohs¨i Agerbæk i 1970, oh jeg kiggede ind til ham, når jeg i en eller anden anledning kom gennem Haderselev. Så lavede Utoft kaffe og smirte boller, desuagtet han som en meget gammel mand var blind.

Netop i de år var der en idealistisk pædagog, der hed Jørgen Torpe. Han oprettede et optagelseshjem for drenge, der var opgivet af alle andre opdragelsesanstalter i Danmark. Skolen var ikke bange for at bruge kærlighed og konsekvens til det yderste.

Elevforeningen inviterede ham til Haderslev, hvor han en aften fortalte om sin skole på Kjettrupgård ved Ingstrup i Vendsyssel. Rektor Utoft deltog selvfølgelig og i et arrangementet og efter mødet inviterede han taleren og elevrådsformaden til et aftentraktement på Hotel Harmonien.

Dette møde fik det udfald, at jeg i den følgende sommerferie blev ansat som vikar på Kjettrupgård, og deltog herunder i et lejrskoleophold med en snes drenge og nogle lærere på en ejendom ved Smidstrup strand i nærheden af Gilleleje, hvorfra vi enkeltvis kunne besøge eleverne, der havde deres hjem i denne del af Danmark.

Jørgen Torpe var i mange år en af de førende inden for socialpædagogikken, og efter nogle år blev han leder af Himmelbjerggården

Jeg blev gode venner med omtalte Villy Buch. Han var gift med datteren af københavnerborgmesteren Ernst Kaper (ham med den latinske lærebog). Hun var ikke særlig praktisk dygtig, så jeg gik lidt til hånde i hendes køkken og i deres have. Når han skulle på ekskursion med en gymnasieklasse lånte han mig af seminariets rektor som føl – jeg kunne jo det med blomster! Villy Buch var formand for Dansk Vandrerlav og havde ikke kørekort, så han lejede en bil uden fører og havde mig som chauffør, når han skulle til møder rundt i landet.

På et tidspunkt ville han vise at matematikerklassen på gymnasiet også kunne være litterære og humanister. Han fik en klasse til at opføre Karel Capeks skuespil ’Insektliv’. Eleverne lavede selv kostymer, så de rigtigt kunne optræde som myrer, sommerfugle, skarnbasser m. v. Disse kostymer lånte jeg, da jeg fik medlemmerne i Skodborg Ungdomsforening til at spille dette skuespil sidst i halvtredserne.

Det var kutyme, at et afgangshold skulle underholde på den sidste skoledag. Mit hold opførte Kaj Munks skuespil ’Rasmine’.

Rektor havde jeg det også godt med. Vi var på julekort i mange år, og han kom her på Agerbæk skole i 1971 for at se, hvordan jeg havde det.

Medens jeg var på seminariet i Haderslev var Karen på seminariet i Odense. Hun ville jo være småbørnslærerinde, og det kunne man ikke blive i Haderslev, ligesom man ikke kunne tage den 2 1/2 årige uddannelse for studenter i Odense. Men det gav ikke et skår i vor forlovelsestid. Jeg kunne fint cykle til Årøsund og tage færgen til Assens og derfra videre med bus til Odense for at holde Weekend på Nyborgvej 188 i Odense.

Her er et brev til en seminariekammerat:

Kære Andreas.

For mange år siden var Karen og jeg med i en bus fra Tistrup skole til Errested for at være med til Margits og dit bryllup.

I går var jeg på den samme adresse til din kones begravelse og oplevede samme værdighed.

Jeg har aldrig været en kvalificeret publicist, men jeg er da så småt begyndt at skrive mine erindringer. En tanke man får, når man opdager, at vi to – Karen og jeg er blevet til 22.

I disse erindringer vil der være et afsnit om Haderslev Statsseminarium 1950 -1952, og i dette afsnit en beskrivelse af en person der hedder:

Lundby.

Vi kom tilfældigt til at sidde ved siden af hinanden ved tomandsbordet øverst i vinduesrækken. Vi var lidt ældre end de fleste i klassen. Vi kom begge fra det solide højskolegrundtvigske. Han havde været hos CPO på Frederiksborg og jeg hos Dons på Ladelund. To vidt forskellige personer!

På seminariet levede vi med skam at melde et ret overfladisk liv, men havde et godt kammeratskabsliv, og vi var gode til sportslige udøvelser.

Midt i seminarietiden blev vi sendt på græs. For at lappe lidt på den tids lærermangel blev vi i nogle måneder vikarer i folkeskolen.

Hobro skolevæsen havde brug for to vikarer, og Lundby fandt på, at vi skulle søge de to stillinger. Han på Søndre og jeg på Nordre Skole, og at jeg i disse måneder kunne bo vederlagsfrit sammen med ham i faderens præstegård ’Montana’. Hvilken gestus! Jeg lærte hans alvorligt arbejdende far og hans milde og smilende mor at kende. – Han greb ind i min tilværelse!

Mod slutningen af vor seminarietid tænkte vi naturligvis på at få arbejde i folkeskolen. En dag kom Lundby og fortalte, at han vidste, at der var et par stillinger ledige ved Lem Stationsskole. Han kendte til egnen, fordi hans far var præst i Højmark/Lem inden han blev valgmenighedspræst i Ryslinge.

Vi søgte og fik stillingerne, og fik dem - Han greb ind i vor tilværelse!